Indtil videre har det ikke været lige let at reservere tid til vaccination, da det kun har været muligt at bestille tid om fredagen i Troldesalen i Vejen. Der vil dog blive skruet drastisk op for vaccinationerne i Vejen Kommune fra uge 29.
De færdige planer og detaljer er ikke lavet endnu, men man har besluttet, at fra og med uge 29 vil der komme mange flere tider man kan reservere sin vaccination i Vejen Kommune.
Indtil videre har man kun kunne bestille tid hos Troldesalen i Vejen for sin vaccination, og ellers er man blevet henvist til et af de store centre i f.eks. Kolding eller Esbjerg.
Når vi træder ind i uge 29, vil det dog ikke kun længere være om fredagen man kan bestille tid, men hele tre dage om ugen.
Det er ikke besluttet endnu hvilke tre dage det skal være, men man har besluttet, at en af dagene fortsat bliver om fredagen.
Kirsten Dyrholm Hansen, som er afdelingschef for Ældre og Rehabilitering i Vejen Kommune siger følgende: ”Antallet af daglige vaccinationer øges til 770, fordi der åbnes flere spor. Så det er vi glade for.”
Førhen blev der kun vaccineret 330 om dagen.