Nu er eleverne på Brørupskole godt nok lige gået på sommerferie, men de kan glæde sig til at komme tilbage til musiklokalerne, når sommerferien er overstået.
Marie Moltesens Fond har nemlig lige generøst doneret en stor omgang spritnye instrumenter til Vejen Musikskole, som stilles til rådighed for Brørupskolen. Disse instrumenter giver eleverne mulighed for at udvikle sin kreative side og måske endda forelske sig i musikkens verden.
”Det er rigtigt dejligt, at vi nu har fået ekstra muligheder til eleverne” siger Kristine Haahr, som er musiklærer på Brørupskolen.
Eleverne får blandt andet glæden af nye mikrofoner, kabler, en elguitar, en guitarforstærker, flere western guitarer, keyboards og mere til. Eleverne der allerede spiller på instrumenter, kan videreudvikle deres talent på disse nye instrumenter og måske kan instrumenterne også få nye elever til at kaste sig ud i musikkens verden.
Planen med instrumenterne er både, at de skal bruges dagligt i musikundervisningen på Brørupskolen, men også efter skoletid, hvor Vejen Musikskole underviser elever i de forskellige instrumenter.
Donationen kommer fra Marie Moltesens Fond, hvis mission er at uddele penge til humanitære og kulturelle formål i Brørup Kommune. Fonden blev stiftet af Miss Moltesen, som i en længere årrække var direktør i Brørup Sparekasse.